Sing Sisters – kor i bevægelse

Uanset om du kun har sunget under bruseren eller er vant til at synge i kor – så er dette kursus for dig. Du vil opleve et vidunderligt musikalsk fællesskab med andre kvinder med rig mulighed for spontane gennembrud af glæde og uforudsete sjove øjeblikke.

Det eneste, det kræver, er, at du har lyst til at synge samt opdage eller måske genopdage din sangstemme og sangerkrop.

Krop og stemme bliver varmet op hver dag, hvor vi vil arbejde med rytme, bevægelse og forskellige sanglege og øvelser. Der er god tid til at lære sangene at kende, og vi bevæger os fra enkelthed mod mere komplekse sange. Vi arbejder med de forskellige lag i musikken og sangene for at skabe en fantastisk lyd sammen – og der er garanti for, at vi ender ud med nogle skarpe og præcise udgaver.

Vi skal synge en bred palet af sange, hvor kendte popsange, svingende RnB korarrangementer suppleres af kæk indiemusik og evt. andet. Vi synger både på dansk og engelsk. 

Der kræves ingen særlige musikalske forudsætninger eller nodekendskab – bare du har lyst til at synge sammen med andre.

Underviser er Clara Birch

Som korleder er Clara kendt for at skabe en sjov, tryg og rar atmosfære, hvor der er plads til at udvikle sig. Hun er en engageret og nærværende underviser, der arbejder med en kropslig fundering, øvelser, leg, rytme som er med til at ryste koret sammen – ligesom hun arbejder med klang, så musikken og stemmerne smelter sammen til en højere enhed.

”Jeg elsker musik helt ind i mit hjerte. Jeg nyder at lære fra mig og elsker fællesskabsfølelsen, der opstår, når forskellige stemmer smelter sammen i et kor”

Clara Birch er kandidat i musikvidenskab samt uddannet sangpædagog. Hun har været rytmisk korleder siden 2010. Hendes erfaring med kor er fra musikskoler, efterskoler over til voksenkor som f.eks. NurSing, Kokkedal Koret, Hylende Helga og kor for kræftramte. Hun arbejder professionelt med musik, underviser i kor og solosang, skriver og udgiver egne numre – og koncertmæssigt bevæger hun sig bredt; lige fra egne intimkoncerter til korsanger i 80’er-rockbandet Hair Metal Heröes.