Vind i hår – Ro i sind
Natur og trivsel
Vind i håret handler om at være i naturen, at være aktiv og fysisk bruge vores krop. Ro i sindet
handler om refleksion, at finde indre ro og ind i os selv – hvilket vi gør med afsæt i naturen.
Udelivet er den primære ramme for kurset med ture ud i den unikke særegne, smukke og vilde vestsønderjyske natur samt aktiviteter hjemme på højskolens område.
Dagene vil indeholde aktiviteter som morgenyoga, vandring, kreativ snitning, diverse syslerier, interessante samtaler, lækre snacks over bål krydret med mindfulness, sang, leg og hygge i lange baner.
Vores ønske er, at du som deltager får en pause fra hverdagen, hvor du kan fordybe dig, grine sammen med andre, nyde det simple, mærke naturen og rejse hjem beriget, afslappet og lettere om hjertet. Så længes du efter at kigge ud over havet og mærke vinden i håret? Savner du at sidde ved bålet og snitte i en pind, mens du hører fuglene synge? Så er det her kursus lige noget for dig.
Kurset kræver ingen særlige forudsætninger, så kom bare med ombord. Det er en fordel at kunne gå op til 15 kilometer, men det er ikke et krav.
Undervisere er Rikke Krogh og Lisa Nissen
Med disse undervisere får du to skønne kvinder med stor erfaring, engagement og kreativ undervisning. De evner både at skabe nærvær, fællesskaber – fest og farver. Med dem er der både masser af energi, leg og fordybelse.
Rikke Krogh er uddannet lærer med linjefag i friluftsliv. Hun er desuden zoneterapeut, yogalærer og under uddannelse som fysiurgisk massør. I naturen finder Rikke ro og balance samt rum til at udøve aktiviteter som løb, vandring og vinterbadning. Rikke er interesseret i hvordan naturen påvirker vores nervesystem og har i mange år været optaget af, hvordan vi skaber balance i hverdagen.
Lisa Nissen er uddannet lærer med linjefag i bl.a. håndværk og friluftsliv. Hun er også uddannet kropsterapeut fra Nordlys Centret og har diplom i fåreklipning. Lisa har den overbevisning, at livet er som en pølsemaskine – hvad der kommer ud af det afhænger af, hvad man kommer i. Derfor har hun som ambition at deltage i og arrangere så mange fællesskabsfremmende og livsbekræftende ting som muligt.