Skriv – ord for ord

Har du lyst til at lære din egen særlige skrivestemme at kende? Har du lyst til at skrive og skrive og skrive, over flere dage, så forbehold, indre censor og andre ting der spærrer giver op og giver plads til helt nye historier og måder at skrive på?

Stemningen er afslappet, og der er ingen krav om at være ”perfekt” eller ”dygtig” til at skrive. Vi går til skrivningen, let, lyttende, legende og undersøgende og skaber i fællesskab et trygt og nærende rum, hvor alle kan være sig selv.

Dagene kommer til at bestå af forskellige skriveøvelser individuelt, med oplæsning for de andre efterfølgende. Øvelser, der sætter fokus på at åbne op for sanserne, opmærksomhed og fantasi.

Vi tager ud i naturen og lader den inspirere os til tekster.

Du kommer til at skrive historier ud fra emner, billeder, musik, farver, og bliver præsenteret for forskellige måder at kaste sig ud i det at skrive. Gennem kontinuerlig skrivning får du opbygget et fundament og en værktøjskasse til at udfolde din kreativitet og skrivelyst, selvom denne eventuelt føles gemt og glemt og så den forhåbentlig kan findes igen når du kommer hjem.

Du behøver ikke at have skrevet før for at få noget ud af kurset. Kom fuldstændigt som du er, tag bare din lyst til at skrive med.

Underviser er Abelone Koppel

Abelone formår at få kursisterne til at sige Ja, springe ud på dybt vand og være positive. Hun er eminent til at skabe et rum fyldt med skriveglæde, fine ord, følelser og finurligheder.

Abelone Koppel er uddannet manusforfatter fra Den Danske Filmskole og skuespiller fra Statens Teaterskole. Hun underviser i film, dramaturgi, idéudvikling, Heltens rejse og kreativ skrivning og underviser løbende på Station Next, Animations Værkstedet VIA UC, Kort og Dokumentar Filmskolen, i forskellige fængsler, Folkekirkens Skoletjeneste samt marginaliserede udsatte kvinder i Indien. De sidste år har hun desuden undervist på Forfatterskolen PS for psykisk sårbare.  Hun debuterede i 2011 med romanen ”Herfra” og som dramatiker i 2012 med stykket Lebbe Love. Hun har siden arbejdet som dramatiker og fået sine tekster opført på danske teatre.