Forandring Fryder

Er der noget du ønsker at opnå og få til at ske i dit liv? Har du lyst til en livsændring, vil du ændre en vane eller en situation i dit liv. Længes du efter en anden indre tilstand, f.eks. mere ro, dybde, glæde – eller længes du måske efter noget konkret: et nyt job, et forhold, en bil eller en boligændring – eller noget helt andet?

At skabe en forandring ligger i det magiske felt mellem mirakler, drømme, intuition og handling. At få noget til at ske, er på en gang simpelt og forbundet med livets kompleksitet. Det er en skabende og kreativ proces, som handler om at gribe nuet, lytte til intuitionen og sætte i gang, ligesom det kalder på, at man forholder sig åben over for det, der møder én i livet. Har du lyst til at tage de første skridt og dele dine erfaringer i et fællesskab? Dette kursus har afsæt både i en kropslig, kreativ og spirituel tilgang til livet.

På kurset arbejder vi både indendørs – og udendørs i tæt kontakt med naturen. Der vil hver dag være følgende elementer; Dynamisk bevægelse til musik, naturen som inspirator, kreative processer, som f.eks. visualisering og anvendelse af farver og materialer samt afspænding, indre stilhed/meditation. Derudover vil vi arbejde med energiøvelser, der bringer dig tættere på din sjæl/spirit.

På kurset vil du i nogle timer spille The Transformation Game, som er et spil, som er udviklet til at arbejde med spirituel og personlig udvikling. Kurset er ”religiøst neutralt” og spiritualitet ses som et overordnet begreb, som inkluderer, at hver person har sin egen personlige vej.

Underviser er Helle Brok. Helle har øje for fællesskab og den enkelte og hendes kurser indeholder en kombination af lethed og dybde, leg og alvor, krop, sind og rigtig meget hjerte.

Helle Brok er uddannet psykomotorisk terapeut og har en 3-årig psykologisk efteruddannelse ”Specular”. Hun er certificeret facilitator af Transformationsspillet, som er et redskab, der er udviklet på Findhorn Foundation til at arbejde personligt og spirituelt med forandring. Helle har mange års erfaring som underviser på kurser med afsæt i kropslige og personlige processer, og udbyder Transformationsspil i sit firma TransformLab.

”Jeg ser spiritualitet som en naturlig del af både privatlivet og arbejdslivet og er inspireret af Findhorn Foundation, hvor jeg har boet i flere omgange. Grundtanken er her, at vi alle har adgang til at finde vores vej ved at lytte til os selv og vores indre stemme.”

.