Er der noget i dit liv, du længes efter at forandre? Hvad kalder din sjæl på?
Måske mærker du en stille kalden indefra – et hjertes hvisken, en sjælens stemme – der inviterer dig til at give slip, forløse og skabe nyt. Måske står du ved en skillevej, hvor meningen føles sløret og du ønsker at komme tættere på din indre retning.
Alkymi betyder i sin oprindelige form kunsten at forvandle – at ændre det grove til det forfinede, det uforløste til det levende. I gammel tid forsøgte alkymisterne at forvandle bly til guld, men den dybere betydning handler om en indre proces: at lade det, der tynger, opløses, så sjælens guld kan træde frem. Sjælens alkymi er derfor en indre forvandling, hvor vi omskaber livserfaringer, følelser og længsler til klarhed, styrke og retning.
På dette kursus får du mulighed for at undersøge, hvad der kalder på forvandling i dit liv – det kan være en indre tilstand som mere ro, glæde og dybde, eller noget mere konkret: et nyt kapitel i arbejdsliv, bolig eller relationer.
At skabe forandring er en skabende og magisk proces – et levende møde mellem intuition, drømme, mirakler og handling. Når vi tør lytte til hjertet, gribe nuet og tage de første skridt, åbner vi døren til sjælens alkymi: den indre transformation, hvor det gamle kan opløses og noget nyt kan tage form. Vi arbejder meget jordnært og konkret med de ønskede forandringer.
På kurset vil vi arbejde med:
- Kroppens visdom og frihed – dynamisk bevægelse til musik, energiøvelser og leg, der åbner for livskraften.
- Naturens spejl – øvelser i naturen som kilde til inspiration og indsigt.
- Kreative processer – visualisering, arbejde med farver og materialer, som giver form til det, der spirer indefra. Samt evt. med The Transformation Game.
- Intuition og indre vejledning – at lytte til kroppens signaler, den indre stemme og den spontane handling.
Vi skaber et trygt fællesskab, hvor du kan udforske din livsrejse, dele erfaringer og hente styrke i det, der folder sig ud undervejs.
Tag imod hjertets kald – og træd ind i sjælens alkymi, hvor forandring, mening og skaberkraft mødes, og hvor dit indre guld kan begynde at skinne.
Undervisere er Lone Maj Sand Clausen og Helle Brok
Her får du to undervisere, som begge er stærkt funderet fagligt og personligt i både den kropslige, psykologiske og spirituelle verden. De er begge kendt for struktur, hjertelighed, varme og masser af kreative ideer.
Lone Maj er uddannet psykomotorisk terapeut, kandidat i pædagogisk psykologi, naturbaseret psykoterapeut, yogalærer og uddannet i Compassiontræning. Lone har mange års erfaring med undervisning af grupper i blandt andet yoga. Hun arbejder som udviklingskonsulent og underviser og har en lang arbejdserfaring i det offentlige inden for undervisning og psykomotorisk terapi.
”Jeg er optaget af sammenhænge mellem krop og psyke – mennesker imellem og med naturen. Jeg er inspireret af mange forskellige spirituelle, naturvidenskabelige og psykologiske tilgange. Særligt er jeg optaget af, hvordan vi kan lære at lytte til vores krop og interagere med den.”
Helle er uddannet psykomotorisk terapeut og har en 3-årig psykologisk efteruddannelse ”Specular”. Hun er certificeret facilitator af Transformationsspillet, som er et redskab, der er udviklet på Findhorn Foundation til at arbejde personligt og spirituelt med forandring. Helle er ansat på Højskolen Skærgården og underviser bl.a. i ”Forandringspsykologi”, personlig udvikling samt forskellige kreative fag.
”Jeg ser spiritualitet som en naturlig del af både privatlivet og arbejdslivet og er inspireret af Findhorn Foundation, hvor jeg har boet i flere omgange. Grundtanken er her, at vi alle har adgang til at finde vores vej ved at lytte til os selv og vores indre stemme.”