
Mal på lærred – “Jeg leder ikke, jeg finder” (Picasso)
På dette kursus bliver pensler og farver omsat til personlige udtryksformer på lærredet. Vi tager udgangspunkt i vores erindrede landskaber – såvel de indre som ydre – og skaber billeder med stemningsfulde abstraktioner. Vi sender “Pænheden” på ferie og er åbne overfor det, som opstår på lærredet. Vi skal ikke tænke, men lege. Du inviteres til at slippe kontrollen, når vi på kurset bevæger os ind i et unikt billedunivers af farver og udtryksmuligheder.
Tilgangen til at male billeder er, at det dynamiske og levende billede vokser frem, når facit ikke er givet på forhånd, men at deltageren tør være åben i en maleproces, der både overrasker og fører frem til det færdige resultat.
Undervejs er der tekniske fif, individuel sparring, benspænd og meget mere – og du bliver guidet i hele processen. Vi maler primært med akrylmaling på lærred.
Medbring lysten til at eksperimentere uden at være bange for at begå fejl undervejs – for ”du er altid på vej til et bedre sted”.
På kurset sættes samværet og fællesskabet højt, da det kan medvirke til at gøre dagene til noget særligt for den enkelte.
Både uøvede og øvede er velkomne.

Underviser er Pia Lillback Clausen. Hun er en humoristisk og nærværende underviser, hvis spidskompetencer er begejstring og nysgerrighed. For hende er det at male forbundet med både meditativ musisk fordybelse, indtryk, der kommer til udtryk, frihed og selvforglemmelse – og et facit, der aldrig er givet på forhånd.
Pia Lillback er uddannet på Århus Kunstakademi samt læreruddannet og psykoterapeut. Hun har siden 2004 undervist i billedkunst, akrylmaling og Icona de’ Arte, både privat og i AOF-regi. Som kunstner er hun autodidakt – og så er hun også hende, der tror på hverdagsmirakler.