
Forandring i livet
Er der noget du ønsker at opnå og få til at ske i dit liv? Har du lyst til en livsændring eller vil du ændre en vane. Savner du dybde og tid til at reflektere og lidt mere tid til at være sammen med dig selv. Eller længes du måske efter noget konkret: et nyt job, et forhold, en bil eller en boligændring – eller noget helt andet?
At skabe en forandring ligger i det magiske felt mellem mirakler, drømme, intuition og handling. At få noget til at ske, er på en gang simpelt og forbundet med livets kompleksitet. Det er en skabende og kreativ proces, som handler om at gribe nuet, lytte til intuitionen og sætte i gang, ligesom det kalder på, at man forholder sig åben over for det, der møder én i livet. Har du lyst til at tage de første skridt og dele dine erfaringer i et fællesskab? Dette kursus har afsæt både i en kropslig, kreativ og spirituel tilgang til livet.
På kurset arbejder vi både indendørs og udendørs i tæt kontakt med naturen. Dagene vil fyldes af følgende elementer; Yoga, dynamisk bevægelse til musik, naturen som inspirator og indsigtsgiver, Compassiontræning og tåle-mod. Derudover vil vi arbejde med kreative processer, som f.eks. visualisering og anvendelse af farver og materialer.
Kurset er et målrettet forløb i en struktur, der udspringer af Transformationsspillet, som du også vil blive introduceret til. Dette er et spil, som er udviklet til at arbejde med spirituel og personlig udvikling.
Kurset er ”religiøst neutralt” og spiritualitet ses som et overordnet begreb, som inkluderer at hver person har sin egen personlige vej.

Undervisere er Lone Maj Clausen og Helle Brok. Her får du to undervisere, som begge er stærkt funderet fagligt og personligt i både den kropslige, psykologiske og spirituelle verden. De er begge kendt for struktur, hjertelighed, varme og masser af kreative ideer.
Lone Maj Sand Clausen
Uddannet psykomotorisk terapeut, kandidat i pædagogisk psykologi, naturbaseret psykoterapeut, yogalærer og uddannet i Compassiontræning. Lone har mange års erfaring med undervisning af grupper i blandt andet yoga. Hun arbejder som udviklingskonsulent og underviser og har en lang arbejdserfaring i det offentlige inden for undervisning og psykomotorisk terapi.
”Jeg er optaget af sammenhænge mellem krop og psyke – mennesker imellem og med naturen. Jeg er inspireret af mange forskellige spirituelle, naturvidenskabelige og psykologiske tilgange. Særligt er jeg optaget af, hvordan vi kan lære at lytte til vores krop og interagere med den.”
Helle Brok
Uddannet psykomotorisk terapeut, master i ledelse og har en 3-årig psykologisk efteruddannelse ”Specular”. Hun er certificeret facilitator af Transformationsspillet, som er et redskab, der er udviklet på Findhorn Foundation til at arbejde personligt og spirituelt med forandring. Helle arbejder til dagligt som leder og har mange års erfaring som underviser på kurser med afsæt i kropslige, personlige og spirituelle processer.
”Jeg ser spiritualitet som en naturlig del af både privatlivet og arbejdslivet og er inspireret af Findhorn Foundation, hvor jeg har boet i flere omgange. Grundtanken er her, at vi alle har adgang til at finde vores vej ved at lytte til os selv og vores indre stemme.”